De fleste forældre kan nikke genkende til, at der ikke altid er tid til sig selv – børnene kommer jo selvfølgelig i første række. Det kan de dog stadig gøre, selvom man også finder tid til at pleje sig selv og sine interesser.
Jeg mener, det er vigtigt som forælder også at have tid til at pleje sine egne interesser – om det så er shopping af modetøj eller en fodboldkamp med drengene. Denne tid hjælper nemlig med at gøre hverdagen med børnene nemmere; har du selv fået overskud, kan du også nemmere overskue børnene.
I den her artikel, vil jeg prøve at komme med et par råd til, hvordan du som forælder kan finde tid til dig selv uden, at det går udover børnene.
Lav et skema
Det kan virke ganske banalt, men det kan faktisk hjælpe rigtig meget at strukturere sin hverdag i et fælles skema/kalender. På den måde kan man indføre alene-tid på en time eller to, hvor man kan gå en tur eller sætte sig for sig selv og læse en bog, mens den anden forælder tager sig af børnene.
Mange forældre kan også sagtens gøre dette uden et skema, men for dem, som føler, de har meget travlt og ikke føler tiden til dem selv er der, kan et skema være en rigtig god start til at få en rutine bygget ind i hverdagen.
Inddrag børnene i jeres interesser
Det kan måske virke lidt underligt at inddrage dine børn i dine interesser, når denne artikel handler om at finde tid til sig selv. Jeg vi dog mene, når børnene når teenage-alderen (og måske endda før), at de måske har nogle af de samme interesser som jer. Det kan være alt fra musik til shopping eller sport. Dermed bliver ens alene-tid ikke nødvendigvis alene, men stadig afslappende, da man kan være afslappende med sine børn omkring sine egne interesser.
Det er selvfølgelig klart, at man skal være sammen med sine børn og interessere sig for deres interesser. Dette råd er dog bare vigtigt, da det understreger, at det også kan gå den anden vej.
Uddel de huslige pligter
Dette råd lægger sig en smule op af det første. De huslige pligter kan nemlig også bruges som et pusterum. For eksempel, hvis den ene part har haft en lang dag på arbejdet, kan det være dejligt for vedkommende at afskærme sig i køkkenet i en time og få lavet mad. På den måde er der en lille pause, hvor vedkommende ikke skal tænke på børnene.
Husk dog at skiftes om tingene, så det ikke kun bliver den ene part, som laver mad hver dag og den anden som støvsuger. Det kan hurtigt blive kedeligt at lave de samme ting konstant.