Fritid

Den Snedige Måde at Læse Flere Bøger På

De fleste af os er godt klar over, at det ville være smart af os, at læse flere bøger. Der er rigtigt meget viden at finde i bøger, og det er nok en af de mest produktive hobbyer man kan have. Når man læser bøger, så suger man alt mulig viden til sig. Selv hvis man læser fiktion, så er det faktisk en produktiv aktivitet. Det er nemlig ikke helt passiv underholdning, som eksempelvis film eller TV serier er det. Når man læser en bog, så er man nødt til at aktivere sin fantasi. Det er ens egen kreativitet der vækker bogstaverne i bogen til live, og skaber et spændende univers, som du kan fortabe dig i. Du styrker altså dine evner til at visualisere og tænke kreativt. Når du læser om andres tanker og følelser i en bog, så skærper det også din sans for empati og sympati. Man kan altså sige, at du bliver et bedre og mere omsorgsfuldt menneske af at læse visse bøger.

Men de færreste læser nær så meget, som de kunne tænke sig. Vi har nemlig begrænset med tid i hverdagen, og der er masser af andre fristelser derude. Når vi er vant til, at der sker noget nyt og spændende med få sekunders mellemrum når vi surfer på Facebook, eller spiller et videospil, så er det svært at vænne sig til det langsomme tempo i en bog. Det føles langt bedre at færdiggøre en bog, end det gør at have læst alle opdateringerne på Facebook. Men på den korte bane, virker det mere spændende, at se tilfælde videoer og sjove billeder. De sociale medier er ufatteligt vanedannende, og mange mennesker spilder ufatteligt mange timer der. Vi ved at tiden ville være bedre brugt på at læse bøger. Men vi fristes alligevel. Fjernsynet, Netflix, computerspil og byturer er også alt sammen noget, der frister os. Der er ikke noget i vejen med nogen af dem: men vores bedste side ville nok foretrække, at vi fandt plads til at læse bøger.

Jeg har heldigvis fundet en snedig måde, at læse flere bøger på. Alle buddhisterne snakker om, at man skal skaffe sig af med sit ego. Det har jeg ikke haft særlig stor succes med: så jeg prøver i stedet at snyde mit ego. Det er mit ego der ikke har det særligt godt med, at jeg ikke læser flere bøger. Det er samtidig mit ego der ville blive stolt, hvis jeg kunne prale med alle de bøger jeg havde læst. Så jeg fik en idé: jeg fyldte min bogstøtte med bøger, som jeg gerne ville læse.

Ved at have alle bøgerne stående frit fremme på en bogstøtte, var det pludseligt noget venner og andre gæster ville lægge mærke til. De ville ofte spørge ind til bøgerne. Her ville jeg finde det pinligt hvis jeg ikke var godt i gang med at læse mindst én af bøgerne. Samtidig vidste jeg, at jeg ville elske at kunne fortælle dem om bøgerne, efter jeg havde læst dem. På den måde var jeg pludseligt utroligt motiveret til at læse, og det førte til en rigtig god daglig rutine.

Okay Rune

The author Okay Rune